Bliver du påvirket af indtryk? – Gæsteblog af Karen Joy

Gæsteblog af Karen Joy. Den oprindelige engelske tekst er gengivet længere nede.

Vores følelser er vores lærere. Videnskabelig forskning viser igen og igen, at vi er nødt til at opleve en tilknyttet følelse for at huske begivenheder. Men for meget følelse kan slette noget af vores evne til at genkalde os oplevelser. Derfor ved vi ikke altid, hvorfor vi reagerer så kraftigt.

Undertiden kræver vores overlevelse handling. I fare-øjeblikket er historien om, hvad vi oplever, ikke vigtig. Vi er i chok, og det fremkalder en kæmp/flygt/frys reaktion i et forsøg på at flygte og overleve. Vi præges af vores følelse af chok, og de tilhørende følelser er vores fremtidig reference på oplevelsen.

Det indtryk bevares som en beskyttelse mod lignende farer. Når vi fornemmer en tilsvarende situation, udløses det tidligere indtryk og fremkalder en stærk følelsesmæssig reaktion.

Vi prøver ofte at rationalisere vores følelsesmæssige reaktion, fordi den lader til at være ude af proportion til vores nuværende situation. Mest sandsynligt er vores nuværende situation slet ikke livstruende. Venner og endda terapeuter kan fortælle os, at vi reagerer for kraftigt og påpeger manglen på reel fare. Men en rationel tilgang er ikke nødvendigvis den rigtige. Der er altid en god grund til vores følelsesmæssige reaktioner. Husk, at følelser er vores lærere. Ved at tro, at vores reaktion ulogisk, går vi glip af en mulighed for at frigive vores frygt og blive stærkere. Et bedre valg er at lade følelserne komme op til overfladen og udforske deres oprindelse. At finde og forstå kilden til traumet deaktiverer følelsens magt over os.

Nogle reaktioner er så stærke, at de ikke let kan rationaliseres væk, og i stedet bliver vi ængstelige. Jeg har lagt mærke til at det har været sket for mig.

bliver du påvirket af indtryk

En gang læste jeg en nyhed om en kvinde, der mistede sin baby i en park. Hun gik i parken og skubbede sin baby i en klapvogn, da hendes mobiltelefon ringede. Jeg gætter på, at det var et vigtigt opkald, fordi hun vendte sig et øjeblik, mens hun tog sig opkaldet. Da hun vendte sig om igen, var klapvognen væk. Selvfølgelig var hun hysterisk og troede, at nogen havde taget barnet. Der blev søgt, men ingen havde stjålet babyen. Desværre blev barnet fundet druknet i søen ved siden af ​​parken. Mens mor tog opkaldet, var klapvognen rullet lydløst ned ad den lille skråning ned i søen.

Efter at jeg hørte denne historie i nyhederne, kunne jeg ikke få den ud af mit hoved. Jeg følte mig hjemsøgt. Jeg kunne ikke sove, og når jeg gjorde det, havde jeg mareridt. Jeg besluttede at undersøge kilden til de følelser, som den historie havde udløst.

På dette tidspunkt huskede jeg vigtige begivenheder i mange af mine tidligere liv. Jeg fandt ud af, at nogle var relateret til mine følelser omkring denne tragiske historie. Måske var det derfor, jeg reagerede så stærkt. De relevante følelser var:

  • Dybt tab. Traumet ved at miste mine børn i en flod. I et af mine tidligere liv fejede en indre tsunami fra kraftig regn mine to børn væk.
  • Fortrydelse. Jeg fortrød at have begået en ulykkelig fejltagelse, der havde store konsekvenser. I et tidligere liv førte jeg selvsikkert en gruppe nonner på en pilgrimsrejse over bjergene. Men jeg for vild, og vi blev fanget i en snestorm. Da jeg indså min fejl, var det for sent. Vi var for kolde og for svage til at gå tilbage. Jeg følte mig personlig ansvarlig for deres død.
  • Hjælpeløshed. I et tidligere liv følte jeg mig fuldstændig hjælpeløs over at ikke kunne undslippe døden. Jeg havde begået mord og blev dømt til hængning. Jeg var bange for at dø, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Jeg følte, at min skæbne ikke længere var under min kontrol.

Jeg troede, at jeg hægtet ind i følelserne hos babyens mor. Det var ikke sandt. Jeg havde hægtet mig på, hvordan jeg troede, at moren følte. Det, jeg virkelig følte, kom inde fra mig, udløst af mine tidligere oplevelser.

Nogle mennesker ser måske min bekymring som empatisk. Men er det virkelig empati? At føle sig oprørt for denne mor handlede om mig. Jeg var ked af det med hende, fordi jeg havde lidt lignende oplevelser. Når jeg først fik forløst mine egne tidligere traumer, kunne jeg slippe min identifikation med hende, og lade hende have hendes egen lidelse. Lidelse er en del af det at være menneske.

Påtagede traumer kan let udløses. For eksempel fortalte en af ​​mine klienter, at de havde en stærk reaktion på filmen Pianisten. Jeg havde også en stærk reaktion på denne film, specielt der, hvor en mand i kørestol blev kastet ud af et vindue. Hvis du har set denne film, vil du vide, at den indeholder mange foruroligende hændelser, der kan forårsage kraftige reaktioner. Jeg finder det interessant, at det, der påvirker en person, normalt er anderledes end det, der foruroliger en anden.

Jeg bad min klient beskrive hændelsen, der påvirkede ham. Selvom det var den samme scene, der påvirkede mig, var det en anden interaktion. I scenen kom nogle nazister til en jødiske husstand for at dræbe beboerne. Nogle blev skudt, den ene blev kastet ud af vinduet, mens den anden forsøgte at flygte. Denne mand løb ned ad gaden, men mens han klatrede op ad en mur, blev han skudt i ryggen. Denne sidstnævnte scene var den, der udløste rædsel hos min klient. Vi udforskede disse følelser, og et tidligere liv som gangster dukkede op. Gangsteren blev skudt i ryggen, mens han forsøgte at komme væk fra en rivaliserende bande. Da han indså, at han var død, følte han sig dybt skuffet over, at han var død så tidligt og var ikke klar til afslutningen på sit korte liv.

Klienten var trist og sørgede over dette tab, indtil han følte, at gangsterånden gik videre.

Som en test bad jeg min klient om at huske den foruroligende hændelse i filmen. Han var overrasket over, at al den følelsesmæssige ladning var væk, og han følte sig ganske neutral overfor karakterens for tidlige død.

Stærke reaktioner har en årsag. Mest sandsynligt relateret til en chokerende, foruroligende hændelse, der skete i fortiden, hvad enten det var i et aktuelt liv eller et tidligere liv.

Hver gang du har en stærk reaktion på en situation eller historie, har du en mulighed for at befri dig selv fra denne forstyrrelse og blive stærkere. Du kan opdage og genopleve dine følelser omkring den oprindelige begivenhed og fralægge dig de gamle reaktionsmønstre. En regression med en dygtig terapeut er en sikker måde at gøre det på.

 

Forfatter Karen Joy

 

Karen Joy
Psykolog, regressionsterapuet og livet mellem livene terapeut og forfatter til  “Other lives – Other realms”
Karen Joy – Life Between Lives Regression

 

 

 

 

 

 

Feeling disturbed?

Our emotions are our teachers. Scientific research consistently finds that we need to experience some associated emotion to remember events. But too much emotion, can delete some of our recall. That is why we don’t always know why we react so strongly.

Sometimes our survival requires our action. At the moment of danger, the story of what is happening is irrelevant. We are in shock and that elicits a flight/fight/freeze action in an attempt to escape and survive. We imprint our sense of shock and the associated emotions for future reference.

This imprint is retained as a protection from similar danger. When we sense a corresponding situation, it will trigger the imprint and elicit in us a strong emotional reaction.

Often, we try to rationalise away our emotional reaction because it seems out of proportion to our current situation. Most likely, our current situation is not life threatening at all. Friends and even therapists may tell us we are over-reacting, and point out the lack of real danger. But a rational approach can be a mistake. There is always a good reason for our emotional reactions. Remember, emotions are our teachers. By thinking our reaction is not logical, we miss an opportunity to release our fear and grow stronger. A better choice is to allow the emotions to surface and explore their origin. Finding and understanding the source of our trauma deactivates its power over us.

Some reactions are so strong they cannot easily be rationalised away and, instead, we become anxious. I have noticed this happen to me in the past.

One time, I read a news story about a woman who lost her baby in a park. She was walking in the park, pushing the baby in a stroller, when her mobile phone rang. I guess it was an important call because she turned away for a minute while dealing with the issue from her caller. When she turned back, the stroller disappeared. Of course, she was frantic, believing someone had taken the child. Searches were undertaken, but no one had stolen the baby. Sadly, the child was found drowned in the lake beside the park. While the mother was taking the call, the stroller had rolled silently down the slight slope into the lake.

After I heard about this story on the news, I could not get it out of my mind. I felt haunted. I couldn’t sleep and, when I did, I had nightmares. I decided to explore the source of these feelings that this story had triggered.

At this point in time, I had remembered significant events in many of my past lives. I found that some were related to my feelings about this tragic story. Perhaps that is why I reacted so strongly. The relevant emotions were:

  • Deep loss. The trauma of losing my children in a river. In one of my past lives, an inland tsunami from heavy, upriver rain swept my two children away.
  • My regret at making an accidental mistake that had devastating circumstances. In a past life, I confidently led a group of nuns on a pilgrimage across the mountains. But I took them the wrong way and we became caught in a snow-storm. By the time I realised my mistake, it was too late. We were too cold and too weak to go back. I felt personally responsible for their deaths.
  • In a past life, I felt totally helpless at not being able to escape death. I had committed murder, been convicted, and sentenced to hang. I was terrified of dying but there was nothing I could do about it. I felt my destiny was no longer in my control.

I thought I had hooked into the feelings of the mother of the baby. This wasn’t true. I had hooked into how I thought the mother felt. What I was really feeling came from within me, triggered from my past experiences.

Some people might see my concern as empathetic. But this is this really empathy? Feeling upset for this mother was always about me. I felt sorry for her because I had suffered similar experiences. Once I came to terms with my own past traumas, I could let my identification with her go and allow her to have her own suffering. Suffering is a part of being human.

Vicarious trauma can be easily triggered. For example, one of my clients reported having a strong reaction to the movie, The Pianist. I had a strong reaction to this movie too, specifically when a crippled man was thrown out of a window. If you have seen this movie, you will know it contains many disturbing incidents that could cause strong reactions. I find it interesting that what disturbs one person is usually different to what upsets another.

I asked my client to describe the incident that disturbed him. Although it was the same scene that disturbed me, it was a different interaction. In the scene, some Nazis came to Jewish household to kill the residents. Some were shot, one was thrown out the window while another tried to escape. This man ran down the street but, while he was climbing up a wall, he was shot in the back. This latter scene was the one that triggered horror in my client. We explored these emotions and a past life as a gangster emerged. The gangster was shot in the back while trying to get away from a rival gang. Once he realised he’d died, he felt deeply disappointed that he died so early and unprepared for the end of his young life.

The client was sad, grieving this loss until he felt the spirit of the gangster pass on.

As a test, I asked my client to recall the disturbing incident in the movie. He was surprised that all the emotional charge was gone, and he felt quite neutral about the character’s untimely death.

Strong reactions have a cause. Most probably related to a shocking, disturbing event that happened in the past, whether in a current life or a past life.

Whenever you have a strong reaction to a situation or story, you have an opportunity to free yourself from this disturbance and grow stronger. You can discover and surface your feelings about the original event and decommission the old reaction-inducing program. A regression with a skilled therapist is one safe way to do this.

Terapeut Lisbeth LysdalLisbeth Lysdal er hypnoterapeut og har arbejdet fuld tid med mennesker i forandring siden 2013. Hun har flere uddannelser inden for terapi og komplementær behandling. I kraft af sin uddannelse som civilingeniør arbejder hun for at det, der sker i terapien skal give mening. 

Hendes sessioner, workshops og kurser er bygget op på et fundament af faglig viden og praktisk erfaring.

Læs mere om Lisbeth her: Om Lisbeth Lysdal 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag guide til drømmetydning - klik her
Luk
Privatlivspolitik