I mange år vidste jeg det godt. Så tog jeg Mensa testen. I mange år holdt jeg min mund.
I mange år inden, jeg holdt min mund, fortalte jeg det til nogen, at den der Mensa test, den var gået godt, som i rigtig godt, og at det for mig havde fået den betydning, at der var en masse ting, der var faldet på plads.
Som barn havde jeg brug for megen alene tid. Om sommeren når jeg var på lejrskole i Æbletoft, så gik jeg alene ned på stranden og legede med mig selv. Sten, særligt hulsten, blev samlet, muslingeskaller, snegle og muslinger studeret. Jeg var i min egen verden, i mit eget drømmeland, og jeg havde ikke brug for at nogen forstyrrede mine tanker.
Så da jeg af andre fik at vide, ja sådan er mennesker med høj IQ, socialt underudviklet, begyndte jeg at holde min mund. I mange år troede jeg på, at det nok var sandheden, netop fordi jeg havde brug for den tid alene, og ikke hele tiden brug for at være sammen med 40 andre børn, som jeg slet ikke kendte.
Til tider, når det kunne være rigtig slemt med al den vivak, der er på en lejrskole, kunne jeg finde på at gemme mig i et skab.
I dag har jeg fundet ud af, det er fordi jeg er introvert, og det er der mine ideer opstår. Det er der, jeg får energi, og den energi går jeg ud og bruger blandt andre mennesker.
I mange år kom der mennesker med opgaver, de lige havde fundet her og der, test fra illustreret videnskab og sådan, mente at jeg lige skulle vise, at jeg var et medlemskab til Mensa værdig. Eller også måske fordi, de lige ville se, om de kunne jorde mig, eller bare føle sig selv bedre, hvis jeg ikke kunne løse opgaverne. Og det kunne jeg ikke altid.
I mange år var jeg temmelig træt af, at folk havde en holdning til, hvordan jeg nok var, fordi de havde hørt så meget, og vidste, at de fleste med en høj IQ før eller siden ville sidde på Kofod skole, være socialt og følelsesmæssigt afstumpet, aldrig få en uddannelse, og sådan ville det nok også gå mig.
Du skal ikke have ondt af mig, det er ikke derfor, jeg fortæller dig alt det. Og jeg tror bare, at disse mennesker, der lige skulle teste mig, ikke fik tænkt sig om, og at det ikke var i ond mening, altid. Tror at læger, advokater, politimænd, sygeplejerske og lærer kender til, at man ikke skal råbe for højt med, hvad man laver, for du kan nemt komme ud for mærkelige ting og spørgsmål, på tidspunkter, hvor du bare ikke lige gider det.
I dag er jeg uddannet skolelærer. Jeg bruger min kompetence til at spotte de børn, som jeg kan genkende, i forhold til, hvis de ikke bliver stimuleret nok. For nej, det handler ikke om spildt talent, hvis man ikke har valgt en uddannelse på et virkeligt højt plan. Og nej man har ikke spildt sit talent, hvis ikke man har opfundet noget eller er blevet rig, når nu man har en masse gode forudsætninger.
Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, så det ligger ikke i mine familiekultur gener. I mine gener ligger der, at familien er selvstændige, at de er meget kreative, så det er jeg også. Og det trives jeg utroligt godt med.
Jeg tror, der findes mange flere, som jeg. Mange som ikke har lyst til at fortælle, at de selv har taget en test, for ikke at skulle høre på myter, eller at så har man nok ikke en af de andre ni intelligenser. Og dybest set, hvorfor bør nogen da også vide det? Andet end at det er vigtigt, at vi får spottet de børn, som er, så de ikke føler sig mærkelige, udenfor, socialt handicappet, og så helst gerne skulle blive til noget, inden for noget, de selv trives med, når nu de har fået en sådan gave.
Maybritt Laisbo har tidligere haft bloggen Cityprinsesserne.
